Kan I mærke, at jeg ikke er her, sådan helt?
Jeg kan.
Selvfølgelig kan jeg det. Jeg er jo inde i mig hele tiden, ved præcis hvilke døre der åbnes og hvilke der holdes lukkede.
Mit rum hvor jeg opbevarer de kloge ord og gode sætninger er vel besøgt for tiden. Gulvet er godt beskidt af alt den vaden ind og ud. Jeg forsøger i mange timer hver dag, at hente nye forsyninger til mit rum fra de bøger der ligger i stabler omkring mig, for blot at sende forsyningerne videre hen til det virtuelle stykke papir, der sendes frem og tilbage mellem min skrivepartner og jeg.
Det rum der huser stoisk ro og overskud er ved at være godt tømt. Der står kun en gammel kaffemaskine tilbage, der kæmper for at følge med. Det runger i rummet når den sprutter kaffe ud, for der er ingen bløde møbler til, at stoppe lydbølgerne fra at bølge frem og tilbage mellem vægge og loft.
De andre rum er mange, og jeg kan godt fare vild på min vej rundt mellem dem. Måske er det blandt andet fordi mit dejlige rum med overskud giver ekko når jeg træder ind i det?
Nogle rum er jeg desideret bange for, for tiden. Jeg kan stå med hånden på håndtaget og mærke. Forestille mig hvordan det ville være, at gå derind. Men jeg gør det ikke. Tør ikke. Kan ikke?
Jeg glæder mig til, at fylde op i mit forsømte, kolde overskudsrum igen. Der skal indrettes med tæpper, levende lys, gode samtaler og søvn. Masser af søvn. Den der søvn hvor man bare er helt væk og vågner op med en følelse af, at dagen bare ikke kan starte hurtigt nok for man er
frisk! Ikke den der drømmefyldte søvn, der stadig efterlader en udmattet, lige meget hvor mange timer man ligger og drejer sig uroligt i sengen.
Ordene flyder i mit hoved. Uden struktur. Uden holdepunkt. Intet rum passer præcis til dem, så de løber forvildet rundt på gangene og gør det svært at sove.
Nogle gange spiller livet en det pus, at alt muligt svært skal ske på samme tid.
Men mit overskudsrum venter tålmodigt. Tapetet kan sættes op igen. Varmen kan skrues op. Der kan igen være noget at hente derinde.
Bare ikke lige nu.
.JPG)
