Rae fra Made by Rae har lavet et virkeligt interessant
indlæg om vi kreative bloggere har det hårdest. Hun skriver, at ikke blot skal vi blogge om tingene vi laver, vi skal også LAVE tingene og tage billeder - og helst også tutorials. Det tager tid, det tager RIGTIG meget tid.
Og hun har ret, aldeles rigtig meget ret!
(ud over det, så er jeg totalt fan af ordet epiphany! Gotta love it)
Dana fra Dana made it tager
tråden op (høhø) og fortsætter med at spørge til intervallet og indholdet af blogindlæg.
Også et interessant indlæg. Hvis I har tid burde I kigge forbi der også.
Emnet de tager op har kørt rundt i mit hoved noget tid;
Hvornår løber jeg selv tør for tid, men føler mig forpligtet til at opdatere min blog og så bliver det kvantitet over kvalitet.
Jeg kan godt selv mærke på et indlæg på andre blogge hvornår det er fyld og hvornår det er ægte.
Ligeledes kan jeg godt selv mærke på mine egne indlæg hvornår jeg måske bare burde have ladet bloggen være stille istedet for at tvinge noget frem. Især her mens solen bager, det udendørs liv kalder og læsertallene daler over hele linien.
Jeg har en ambition om at lave et (godt og indholdsrigt) indlæg hver dag. Jeg har en ambition om at være en god og nærværende mor. Jeg har en ambition om at være en god og dygtig studerende.
Jeg har en passion for at være kreativ, og hvis jeg ikke får lov til at være kreativ så bliver jeg som en halvvissen blomst der bare går rundt og vrisser.
Men det er svært at forene det hele, ambitionerne og den kreative lyst der presser sig på.
Til tider kigger jeg også lidt for meget på statistik og for lidt på hvad der kommer fra mit hjerte.
Jeg tænker "Hvad vil de have?" frem for "Hvad trykker så meget på indefra, at jeg bare ikke kan lade være med at skrive om det?".
Når jeg så skriver et "ægte" indlæg og får belønningen i mange kommentarer, så kan jeg næsten slet ikke være inden i mig selv af næsegrus benovelse over at I gider følge med.
Jeg ELSKER den ping-pong der er igennem kommentarer.
Jeg er VILD med at vores blogs nogle gange nærmest flyder sammen når et indlæg får en anden til at fortsætte, lovelinks alle vegne og søde ord. Der ser jeg små usynlige tråde der binder os sammen (stop mig lige når associationerne stikker af med mig, ik´).
Anyway .. ;)..
Når jeg kigger rundt, så er de bedste blogs, for mig, ikke nødvendigvis dem der opdateres hver dag. Jeg hænger på selvom jeg ikke får et dagligt fix.
Tværtimod bliver de blogs der opdateres hele tiden, men med mindre indhold i hvert indlæg, prioriteret fra når jeg 'bare lige skal ind og kigge 2 minutter mens kartoflerne koger'...
Jeg synes det er urimeligt at kræve, at der skal være indholdsrige og fotorige indlæg af nye projekter hver eneste dag, men hvis jeg synes det er urimeligt at kræve det af andre, hvorfor synes jeg så det er ok at kræve det af mig selv?
Kender I følelsen?