onsdag den 29. juli 2009

Mode blandt drenge


Vi var lige kommet ind ad døren og jeg var stadig belæsset med flere poser med tunge varer, da min ældste søn stopper midt i gangen, hiver bukserne lidt ned og spørger om han ikke må få hængerøv, mens han går videre med halvdelen af hans underbukser blottede.
Alle hans venner har jo hængerøv, og der er mange der siger at det er smart fortæller han.

Pludselig følte jeg mig gammel!

Hvad blev der af ungdomsoprøret? Mine piercinger og mine crasy-color hårfarver? At være i byen på en mandag? At synes at dem over 30 er viiiirkelig gamle? At holde fest på to ølkasser med 6 lunkne øl i plastikposen og en gammel kassetebåndsafspiller der knaser når man skruer op?!

Nu har jeg en søn der synes det er pinligt når jeg giver ham en drinksparaply og et lille hjerte med i madkassen. Jeg har en ægtemand, 3 børn, hund og egen matrikel med dertil hørende hus.
Jeg har grå hår og bruger rynkecreme.
Jeg bekymrer mig om borddækningen kommer til at være afstemt i farver og service til min, lige om lidt, 30 års fødselsdagsfest.
Og jeg har en søn der synes hængerøv er fedt!

tirsdag den 28. juli 2009

Italienske vikinger ...

"MAAARTIN...." råber jeg ude fra bålet. "Findes der italienske vikinger?"

... stilhed...

Martin; "Har du stået ude i røgen for længe?"
Synne; "Arj, det var bare... Nu laver jeg jo mad over bål som en ægte viking. Fladbrød med dims på som jo giver en slags pizza. Og så kom jeg til at tænke på om der fandtes italienske vikinger....?"
Martin; "Ja og det er jo kun vikinger der har lavet mad over bål igennem tiden!"
Synne; "Njoe ... undtagen pizza. Dét er jeg ret sikker på jeg er den første der har lavet over åben ild. Jeg føler mig faktisk ret innovativ..."
Martin; "Jeg tror du skal stille dig om på den anden side af bålet så du kommer ud af røgen...".
Og så var den samtale ligesom slut ....

Nu har jeg så lige prøvet at google "Italienske vikinger". Det kom der ikke noget specielt godt resultat ud af. Men mine pizzaer smagte godt ;-D.



Vi har også fået bogen "Skvalderkål og Pandekager" af svigermor og svigerfar (Tak til jer :)).
Officielt bliver der skrevet om den:
""Skvalderkål og pandekager" er en anderledes bog om bål og bålmad. Foruden opskrifter indeholder bogen ideer til, hvordan man kan bruge naturens vilde planter, samt forslag til børns egne undersøgelser og lege omkring bålet. Der er ligeledes aktiviteter omkring organisering og indretning af bålpladser i daginstitutioner (0-14 år)."


P.s. Fik du selv liiige lyst til at tjecke hvad der kommer ud af at google "Italienske vikinger"? ;)

søndag den 26. juli 2009

Pyyhh ...

* Rengøring af ovn - Tjeck

* Vask af køleskab - Tjeck

* Afrimning af fryser - Tjeck

* Kagebagning med drengene - Tjeck

* Hældt et stort glas rødvin op - TJECK!

Her kommer mutter .....

Bare lige for at komme i den rette stemning mens jeg drikker min morgenkaffe :-D (noget jeg ellers ikke plejer - altså det der med morgenkaffe, men når der står ovnrengøring på programmet, så må man ty til alle de hjælpemidler man kan få!).

lørdag den 25. juli 2009

Og sjovt var det ..



Mens vi spiste os mætte (eller retter proppede) i alt den lækre mad folk havde med, drev regnen over og gav plads til dagens sidste solstråler som vi legede i.




Der blev drukket fadøl...



... og slået på søm.



Og pludselig var klokken mange og vi måtte hjem og putte datteren og glæde os til at vores drenge kom hjem fra ferie hos deres farmor og farfar næste morgen.

Knap nok var drengene kommet hjem før der blev plaget om legeaftaler (hvad blev der at hyggelig familiesamvær og iiihh hvor har vi savnet jer mor og far?). Så vi importerede nogle venner til drengene.

2 x 4 år og 2 x 6 år på slap line, sammen med en baby der nu kravler ret hurtigt og er fuld af balladeagtig nysgerrighed, lige oven på et par dages stilhed er noget af en omvæltning.
Men hyggelig var det. Og efter en masse leg, vandmelon, saftevand og hjemmelavede små pizzaer med selvvalgt fyld blev halvdelen af holdet hentet hjem af deres forældre.

Og alt hvad jeg vil gøre nu er at skabe en sti igennem legetøjet og gå i seng og sove.

I morgen er endnu en dag og den står i rengøringens tegn - gud forbyde det. Jeg har snart ikke flere rene sokker og min ovn er så beskidt at jeg har måtte pille røgalarmen ned fordi den går igang når jeg åbner lågen på den varme ovn!!

fredag den 24. juli 2009

Lige om lidt

Masser af mad, smil, fadøl, søm og hammerslag, latter, skålen ....

Lige om lidt, Jeg glæder mig :).

Og nu skal jeg i bad og gøre mig klar.

mandag den 20. juli 2009

Giveaway hos Karlssons Kludeskab

WEEEHHH, jeg elsker disse giveaways og deltager ivrigt når jeg ser en. Det er altid så fine ting der er på spil. Endnu har jeg ikke været heldig nok til at blive udtrukket, men hvis jeg nu får optjent hele tre lodder så er der måske en chance?

Det er bl.a. denne makeuppung der er på spil hos Lis. Jamen se den lige hvor fin den er. Den ville passe SÅ godt i min taske :-D.



Det ene lod har jeg fået nu hvor jeg har linket til selve indlægget.

Det andet lod har jeg optjent når jeg har linket til Lis´ shop. Jeg har selv en buksedragt til min datter, syet af Lis og jeg kommer til at græde bitre tårer når hun om lidt ikke kan passe den længere. SÅ fine ting.

Det trejde og sidste lod får jeg ved at lægge en kommentar på hendes blog om lidt, og give besked om at jeg har linket og linket her ;).

Søde sange

Et dejligt vennepar har bragt John Mayers musik ind i vores liv.
Her er en af hans sange, som jeg er faldet pladask for <3.

onsdag den 15. juli 2009

Lidt hjemmevideo

Yes yes, så går det fremad i det lille hjem. I lang tid har det kun gået baglæns, men i dag skete der ligesom nogle forbindelser i det lille hoved og plups... fremad gik det. Og lige på månedsdagen hvor hun blev 9 måneder.
Jeg taler selvfølgelig om at kravle.
Da Kamille havde kunne kravle i en time have hun væltet et glas vand på gulvet der stod på stuebordet, været ovre og undersøge brændekurven (så er det tid til at flytte lampeolien!) OG set sig varm på hundemaden. Ooohh sikke en herlig tid vi går i møde...

Kravlemusen er nået at blive lidt træt inden jeg fandt på at fange øjeblikket på film, så lidt surhed har sneget sig ind. Det første minut er mest interessant, rent kravlepralsk. De efterfølgende 2 minutter er mest bare mig der svælger i mit eget afkom ;).


Og så er der denne jeg optog et par timer inden kravlevideoen.
Den er optaget med mobilen, og mens jeg optog havde jeg åbenbart lige glemt hvilken vej sådan en mobil skal holdes hvis klippet skal over på computeren bagefter!! Men vi hygger os nu stadig, selvom vi er på siden ;).

Er det fuldmåne?

Altså ...

20:30 Jeg går i seng (jubii,, det lykkedes at gå i seng tidligt)

21:00 Jeg lukker bogen, slukker lyset og lægger mig til at sove.

23:00 (vores soveværelsesvindue vender ud imod naboen carport, og her om sommeren står vores vindue på klem) Naboen kommer hjem og smækker igen og igen med bildørene. Hunden vågner og begynder at gå rundt og bjæffe.

01:00 Min datter vågner.

01:50 Min datter er stadig vågen. Jeg giver op og prøver at få hende til at sove ved brystet (VIRKELIG dårlig vane - I know!)

02:00 Naboen begynder at smække med bildøre igen, der kickstarter hunden!





05:00 Mandens vækkeur ringer

07:00 Jeg har ondt i lænden af at ligge stift med Kamille ind til mig resten af natten.

Kan næsten ikke vente med at se hvad næste nat bringer af eventyr....

P.s. Er der nogen der har set min humoristiske sans? Jeg tror jeg har tabt den et sted!

mandag den 13. juli 2009

TRÆT!

Hvorfor er jeg så røvdårlig til at gå i seng? Hvad tror jeg EGENTLIG jeg går glip af?

Torsdag og fredag nat havde Truntetrolden (=min datter) feber, høj feber. Hun kogte og feberspjættede og hang i mit bryst hele natten. Og når ungerne får så høj feber at de begynder at spjætte, så er det meget lidt søvn jeg får. Min største dreng led nemlig af lange feberkramper som vi mere end en gang har været indlagt med da han skulle have stesolid (et barn på stesolid er det værste syn!). Så jeg ligger på nåle, blunder og vågner hele tiden for liiige at tjecke hende.

Natten mellem lørdag og søndag fik jeg jo så lige godt 3 timers søvn. Men gik jeg i seng tidligt søndag aften? Næ, for på Tv2 Zulu kom der et program, jeg havde set før, med Britney Spears. Efterfulgt af et andet program, jeg ikke havde set før, hvor andre folk udtalte sig om Britney Spears. Da det var slut gik jeg lige ud og børstede tænder og kunne nå ind igen til det 3. program der handlede om en fyr der havde besluttet sig for at gå i lære som Brit-pap (en papparazi der kun jager Britney). På nuværende tidspunkt var klokken lidt over 23. Jeg kom dog til fornuft ca 23:40 da jeg så at programmet varede endnu 40 minutter!
Dvs. jeg ramte hovedpuden 23:45, og så tager det lidt tid at falde i søvn da jeg var blevet godt overtræt.
Ohhh salige søvn .... i 30 minutter. Så vågnede min datter og ville KUN falde i søvn ved at få stukket et bryst i munden..
Jeg fik sovet skønne 2½ time mere til formiddag sammen med Truntetrolden (og vækket sporadisk af min hund der gøede af fantomer!), og nu sidder jeg så her og har spildt 1½ time på at surfe istedet for at gå i bad og rydde op - eller have taget en lur mere.

Heldigvis har manden varslet overarbejde, så om lidt prøver jeg at gøre mig selv lidt præsentabel og går op i byen med barnevognen. Smutter ind forbi Brugsen og finder på noget nemt og sund til aftensmad, hente mine to drenge, smiler sødt til alle pædagogerne på vejen (og kassedamen ikke at forglemme), og så håber jeg at klokken nærmer sig sengetid for børn inden længe, for i aften LOVER jeg at gå tidligt i seng ......

søndag den 12. juli 2009

Britney Spears i parken


Jeg var der, og jeg sang og hujede og lod mig opsluge af stemningen sammen med de andre.

Jo, hendes optræden var lidt tam og det var tydeligt at hun mimede til play back, men showet var FEDT. Utroligt dygtige performere i hobetal.
Vi fik hørt alle de gode hits, og set "aben" - lige der foran os.

Bagefter drog veninden og jeg ud i det københavnske natteliv hvor vi endte på Sams bar. Det var lyst og tidlig morgen før vi drog hjemad til lånt lejlighed og sov et par timer inden vækkeuret ringede os op, for jeg havde en familieforpligtelse - 80 års fødselsdag.

Det var fantastisk at se min lille familie igen, for selvom der kun var gået knap 24 timer siden jeg vinkede farvel til dem alle, har jeg oplevet så meget at det føltes som flere dage (og i guder hvor gjorde mine bryster ondt, så Kamille og jeg fandt lige et sted i fred så hun kunne få lidt mælk og jeg kunne holde ud at være til).
Jeg har en masse video på mobilen som pt. er ved at blive lagt over på computeren. Jeg skal se hvad jeg kan gøre ved det så I også kan se det. Men jeg lover ikke at det bliver i dag. Jeg kan godt mærke at det ikke er lige så nemt at være oppe hele natten og kun få et par timers søvn som det var for 10 år siden! ;)
Billedet er lånt herfra.

søndag den 5. juli 2009

Ferie ...

Vi har ferie - juhuu. Eller, det har vi faktisk haft i over en uge nu. Men når man har alle bavianerne hjemme (læs= både manden og drengene), så er der ikke meget tid til computerskriveri.
Men i går kørte jeg lige en tur til Farum for at hælde drengene af hos deres mormor. Nu er de så på ferie i Kolding (mormor var bare til hygge hos nogle venner, og så kunne vi jo mødes uden yderligere broudgifter), og kommer først hjem onsdag engang i løbet af dagen. Nok nærmere noget eftermiddag end formiddag.

I går skyndte vi os så at importere nogle andre børn. Det gode ved det var bare at disse børns forældre fulgte med, og vi havde en rigtig hyggelig aften på terassen med kuglegrillet lammekølle og tilbehør, hjemmelavet is og alkoholiske drikke. Det blev sent før de sidste faldt fra, men nøjs hvor var det hyggeligt.

I dag er her stille, meget stille. I skrivende stund sover yngstebarnet - der er for lille til at komme på ferie væk fra sin moaar - i sin barnevogn, og manden laver mandeting uden foran huset. Det er noget med en terasse, så vi slipper for at have to gamle paller liggende som trin op til døren.

Det er nu meget hyggeligt at have sådan en mand til at gå og lave mandeting mens jeg kan vimse rundt i min kjole og lade som om at sådan noget med at save og skrue ved jeg slet ikke noget om. Til gengæld kan jeg lave en stor portion chilistærk spaghetti med kødsovs til den føromtalte, der vist har en smule ondt i sit hoved i dag ;). Og så er rollerne ligesom fordelt, og vi kan have det godt med at være mand og kvinde der lever sammen.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails